Mad- og måltidspolitik
At pirre børnenes sanser omkring et måltid er ligeså vigtigt, som den fællesskabsfølelse man oplever, når man sammen går mætte fra bordet
Grangårds mad
Vera på 4 år dypper sin falafel i Gittes hjemmerørte dilddressing, og fører forventningsfuldt urtedellen til munden. Kort efter konstaterer hun med rynker på næsen: ”jeg kan faktisk ik’ li’ den her tzatiki”. Charlotte svarer: ”Dét kan jeg da godt forstå! Det er nemlig ik’ tzatiki - men dild-dressing”. Vera kigger på sin anretning af mad og snupper endnu en bid med rigelig dild-dressing, og siger efterfølgende: ”Nu ka’ jeg godt li’ Gittes dressing”
Mad- og måltidspolitik
-
Grangårds mad- og måltidspolitik
Grangårds mad- og måltidspolitik skal sikre, at alle vores børn får tilbudt sund mad, med afsæt i en bæredygtig tankegang. Vi tager udgangspunkt i de nationale kostråd og vi prioriterer de økologisk dyrkede råvarer eller dansk dyrkede råvarer.
At indtage mad er ikke kun et spørgsmål om at opnå en mæthedsfornemmelse i maven. På Grangård vil vi også gerne være med til at styrke børnenes madmod og pirre deres sanser omkring måltidets afvekslende ingredienser. Et godt måltid skal kunne duftes og ses imens det tilberedes. Den skal indtages i en behagelig atmosfære og være varieret.
Vi voksne spiser sammen med børnene ved dagens måltider. Vi viser, at det er muligt at smage på flere forskellige slags mad. Vi mener, vi herved kan være med til at give børnene gode og varierede madvaner. Vi opfordrer børnene til at smage på dagens måltider. Hvis et barn ikke har spist noget i løbet af dagen, er det personalets opgave at gøre forældrene opmærksomme derpå. På tavlen ved køkkendøren skriver Grangårds køkkenleder, Gitte, hvad dagens måltider har været.
Grangårds børn tager på skift del i forberedelsen af måltidet: De hjælper med at dække bordet med glas, kander, tallerkener og bestik. Vi snakker om, hvor mange vi er, og hvor vi skal sidde. Måske skal der dug på bordene. Måske en buket blomster. Eller måske flag i dagens anledning. Under måltidet sendes for eksempel kander, skåle eller fade rundt til hvert enkelt barn, som selv øser op efter vejledning fra en voksen.
De yngste vuggestuebørn får maden serveret på en tallerken, så det bliver tilgængeligt for dem på en overskuelig måde. Når vi gør sådan, ved vi, de bliver tilbudt varierede smagsoplevelser.
På Grangård vil vi gerne fejre fødselsdage i festlige omgivelser med hyldest og fokus på fødselaren. Ønsker I som forældre, at fødselsdagsbarnet skal dele noget ud, opfordrer vi sammen med forældrebestyrelsen til at vælge sunde alternativer til det søde.
Grangårds mad- og måltidsprincipper er at
• tilbyde alle børn sund og varieret kost ud fra madordningens økonomiske ramme
• sukkerholdige fødevarer kun serveres ved specielle lejligheder
• det er muligt at få diæt- og allergikost til børn, når det dokumenteres med en lægeerklæringPersonalet på Grangård juni 2023
-
Grangårds politik i forbindelse med fejlernærede og overvægtige børn
Vi vil acceptere, at mennesker ser forskellige ud. Nogle er høje. Andre små. Nogle er slanke og
andre kraftigere bygget. Hvis et barn på Grangård mistrives på grund af for eksempel fejlernæring eller overvægt, tager vi altid kontakt til forældrene. I fællesskab kan vi så tage initiativer, der kan være med til at ændre barnets fysiske trivsel.
På Grangård tager vi udgangspunkt i det enkelte barn med henblik på trivsel og udvikling i
institutionen. Det er en del af vores pædagogik at møde hvert enkelt barn som et unikt væsen med individuelle vilkår, behov og interesser.
Med forældrene afholder vi rutinemæssigt samtaler vedrørende deres barn. Her taler vi om barnets trivsel såvel i familien som på Grangård. Her er det nærliggende at tale om fejlernæring eller overvægt, hvis det er relevant for det pågældende barn. Vi tror på, at det tillidsfulde
samarbejde mellem personale og forældre er med til at skabe de bedste rammer for børn. Vi gør
derfor også meget ud af at snakke med vores forældre i dagligdagen. Vi fortæller de gode historier om hverdagen på Grangård. Vi fortæller også de enkelte forældre om hændelser i institutionen, der kan have særlig betydning for deres eget barn.
I forbindelse med Vejle kommunes implementering af madordninger i dagtilbud, tilbydes alle børn på Grangård 3-4 måltider i løbet af dagen. Vores uddannede køkkenleder sørger for, at maden er ernæringsrigtigt sammensat. Som personale vejleder vi børnene gennem dagens måltider. For eksempel opfordrer vi børnene til at smage på den varierede mad, de tilbydes. Ligesom vi hjælper med at afpasse forholdet mellem brød, smørelse, kød og grønt.
Grangårds principper om fejlernærede og overvægtige børn er at- vi tilbyder alle børn 3-4 ernæringsrigtige måltider i løbet af en dag, som indtages sammen med andre børn og personaler
- vi tilbyder frugt eller grønt til alle måltider.
- sukkerholdige fødevarer kun serveres ved specielle lejligheder
- vi giver mulighed for og inspirerer til fysisk aktivitet og bevægelse inde og ude hver dag
- hvis vi mener, et barn er fejlernæret eller overvægtigt, tager vi kontakt til forældrene. Efter
aftale med forældrene kan vi herefter tage kontakt til eksterne samarbejdspartnere. Det kan være sundhedsplejerske, kostkonsulent, fysioterapeut eller bevægelseskonsulent.